Tirsdag den 10. juni 2025  kl. 10.00 Sct. Mortens Kirke

Salmer i 500 år

Kom og syng fællessalmer i Sct. Mortens Kirke! Oplev salmer fra flere århundreder i den danske salmetradition, mens du hører spændende fortællinger om salmeforfattere, komponister og musikken. Musikformidler Mik Stegger, litteraturformidler Inger Nygaard Kaad – begge fra Randers Bibliotek – samt organist  i Sct. Mortens Kirke Kristian Melchior guider jer gennem musikkens og litteraturens historie, mens Melchior spiller til.

Tirsdag den 10. juni 2025 kl. 19.00 Kulturhuset Langå

Syv Sange og en Snak

SYV SANGE og en SNAK er et fællessangs-initiativ til fremme af fællesskab og forankring i Langå og opland. Pianist m.m. Martin Døssing Ottosen styrer aftenen fra flyglet. VoXperience har faciliteret denne særlige somer- udgave af SYV SANGE og en SNAK – hvor vi primært vil synge nye og klassiske forårs- og sommersange. Også denne aften får vi besøg af en hemmelig gæst til en vedkommende snak. Entré kr. 30,- betales ved indgangen.

 

Tirsdag den 10. juni 2025 kl. 19.30 Sct. Peders Kirke

A Little Jazz Mass

Dobbeltkoncert med Sct. Peders Ny Koncertkor og Sct. Peders Kirkes Gudstjenestekor. Få en særlig oplevelse, når Sct. Peders Ny Koncertkor sammen med Sct. Peders Gudstjenestekor opfører Bob Chilcotts A Little Jazz Mass. Foruden den noget anderledes messe opføres bl.a. danske sommersange og korsatser af Christian Præstholm.
Fri entré

Onsdag den 11. juni 2025 kl. 16.30 Randers Bibliotek

Eftermiddagssang fra Højskolesangbogen

Biblioteksmusikant Peter Elmelund vil sammen med kollegerne Inger Nygaard Kaad og Henrik Gadegaard præsentere nye og gamle sange fra Højskolesangbogen, når Randers Bibliotek byder på fællessang.
Vi skal naturligvis synge nogle af de velkendte midsommersange, men også nogle stykker af de 151 helt nye sange i Højskolsangbogens 19. udgave, som fortjener at blive sunget. Fri entré og kaffe på kanden

Onsdag den 11. juni 2025  kl. 19.30 Koncertsalen Værket 

Familiekoncert – Et Dagdrømmespil

“Et dagdrømmespil” forener Annette Heick med randrusianske kor i komponist John Høybye og forfatter Marie-Louise Ravnsbergs nye korværk “Et dagdrømmespil”
En flok sange, som Anne Linnets ”Størst af alt er kærlighed” og Rasmus Seebachs “Under stjernerne på himlen” vil også indgå aftenens program.

Torsdag den 12. juni 2025 kl. 10.00 Sct. Mortens Kirke

Morgensang i Sct. Mortens Kirke

Kom og vær med til en stemningsfuld morgensang i Sct. Mortens Kirke! Her samles vi i kirkens smukke rum til en stund med sang, refleksion og fællesskab. Organist Christian Præstholm leder os gennem udvalgte salmer og giver os et lille indblik i de salmer, vi skal synge ved de kommende søndagsgudstjenester. En dejlig måde at begynde dagen på – og en mulighed for at synge dig varm til søndagen!

Torsdag den 12. juni 2025 kl. 19.30 Sct Mortens Kirke

Sommer korkoncert

Vi synger sommeren ind

Sct. Mortens Kantori og Nordjysk Vokalensemble synger kendte danske sommersange og lækre ørehængere af nutidige komponister.
I 2025 er det 10 år siden at Nordjysk Vokalensemble blev dannet. Korets dirigent siden begyndelsen, Kristian Melchior, er tillige organist i Sct. Mortens Kirke, og det danner baggrund for denne dobbeltkoncert. Sct. Mortens Kirkes kantori er koret, der synger til gudstjenesterne i kirken. Begge kor er kendt for deres smukke klang og organiske syngestil.

Torsdag den 12. juni 2025 kl. 21.00 Operaen

KRYD & Esther – at the Opera

KRYD er 4 sangere, der sammen synger og spiller danske pop-sange. Bandet slår et slag for anti-individualisme og er ikke i tvivl om, at de er stærkere sammen end hver for sig. KRYD præsenterer sit publikum for catchy popmelodier pakket ind i store vokalharmonier.
Esther er en 21-årig singer/songwriter fra Randers. Med sine sange formidler hun bitter-søde historier, der strækker sig fra personlige anekdoter til fantasifulde fortællinger. I sommeren 2024 udgav hun sit debutalbum Yellow. 

Torsdag den 12. juni 2025 kl. 21.15 Sct Clements Kirke

Aarhus Studentersangere

Romantisk mandskor – et ekko af ungdom og lyse nætter. Aarhus Studentersangere er et mandskor, som er tilknyttet Aarhus Universitet, og som dyrker en sangtradition, som opstod ved universiteter i Norden for omkring 200 år siden – den nordiske mandskorstradition. Koret har eksisteret siden 1930 og dirigeres i dag af Miki Hildebrandt.

Fredag den 13. juni 2025 kl. 09.00-10.00 + 11.00-12.00 Skovbakkens Amfiscene 

Workshop for skoleelever
– Syng for fred

Skoleelever fra hele Randersområdet mødes for at synge fantastiske fællessange om fred under trækronerne på Skovbakkens skønne scene i det fri.
Vi skal blandt andet synge ”Fredsduer” af Anne Iben, ”Give Peace a Chance” af John Lennon/Yoko Ono og ”We are the Future” af Mikkel Nordin Frost.
De to koncerter for hhv. 1.-3. og 4.-6. klasse finder sted kl. 9-10 og kl. 11-12 på Skovbakkens amfiscene. Bagefter går eleverne ned på Kulturhuset, for at deltage i en masse sjove og kreative fredsworkshops.

Fredag den 13. juni 2025 kl. 20.00  Turbinen

Bonad + Karoline Mousing + Paderup Gymnasium

I samarbejde med Turbinen præsenterer vi en formidabel koncertoplevelse med både BONAD og Karoline Mousing, to kunstnere, der for alvor er ved at indtage de danske hitlister. Som noget helt særligt får BONAD selskab på scenen af en gruppe talentfulde sangere fra Paderup Gymnasium, der danner et medrivende kor på udvalgte numre. 
Glæd dig til en aften, hvor unge lokale stemmer og professionelle artister mødes i et sprudlende musikalsk samarbejde – en unik oplevelse, der både hylder fællesskabet og musikkens kraft.

Lørdag den 14. juni 2025 kl. 10.30 Randers Bibliotek

Fremtidens sangere

Alle store sangsolister er startet et sted, og denne formiddag er der smagsprøver på, hvad der er på vej af gode sager fra Randers Musikskoles rækker på denne front. 
Båret af akustikken under den smukke glaspyramide i loftet på Hovedbibliotekets udlån, kan du høre de dygtige sangelever fra byen og lokalområdet give prøver på nye og gamle sangnumre fra poppens, rockens og jazzens verden.

Lørdag den 14. juni 2025 kl. 11.00  Underværket

Jazz i Børnehøjde med Haletudserne

Med godt humør og en smittende glæde, inviteres de mindste inden for i jazzens legesyge verden.
Små og store ører bliver udfordret og forkælet med fortællinger, swing, grooves og ballader. Musik og tekst er komponeret og skrevet af bandets trompetist, Ida Brinch. I 2023 modtog hun Carl Prisen i kategorien som årets børnekomponist, for netop udgivelsen ”Haletudserne”.Koncerten er især for børn mellem 3 og 8 år, men er også en oplevelse for hele familien.

Lørdag den 14. juni 2025 kl. 12.00 Kulturhuset (Randers Bibliotek)

Randers Big Band med solist Keshia Christiansen

Randers Big Band med den talentfulde sangerinde Keshia Christiansen optræder med en frokostjazz-koncert, hvor hovedvægten bliver lagt på sange af den amerikanske stjerne Sarah Vaughan. Hvis der skal laves en rangering af de største jazzsangerinder i det forrige århundrede, så står Sarah Vaughan absolut blandt de højest placerede sammen med Billie Holiday og Ella Fitzgerald.
Spisning kl. 12.00 Koncert kl. 13.00

Lørdag den 14. juni 2025 kl. 16.00 Værket Storesal

GALLAKONCERT

Stemmerne krydser hinanden på tværs af mange musikalske universer, når Randers Kammerorkester spiller en stor festkoncert med sopranen Louise Fribo, barytonen Thomas Storm og labanen Ivan Pedersen som solister. På scenen optræder også et stort og veloplagt kor fra Korby Randers.

Lørdag den 14. juni 2025 kl. 19.30 Skovbakkens Amfiscene 

Syng for fred – En fællessangs-aften under trækronerne 

Bliv en del af en stemningsfuld aften med fællessang, korsang og inspirerende poetiske indslag under de smukke trækroner på Skovbakkens Amfiscene. Koret Luna, under ledelse af Rikke Bjerring, medvirker med smukke korsatser, og Anne-Mie Dollerup Green fortryller os med to fortællinger. Kristian Melchior akkompagnerer fællessangen, når vi sammen synger for en verden i fred – lad sangens kraft samle os i håb og fællesskab.

Lørdag den 14. juni 2025 kl. 21.00 Von Hatten

Kraniebrud

Lokale unge, upcoming Metal / Black / Death bands på Von Hatten i samarbejde med Swartzheim. 
Man kan kalde det for Gallows før Gallows kom til – og med mindre kendte navne. 
Vi sætter fokus på ungdommen ved at lave gode, billige priser – som Café von Hatten er kendt for!
Billetter købes i døren

Søndag den 15. juni 2025 kl. 13.00 Sct. Andreas Kirke

Growing Gospel
workshop + koncert 

Byens ældste gospelkor fejrer 30 års jubilæum og slår dørene op for en sjov syng-gospel-med-os-mulighed.
Vi  synger både gamle og nye gospelsange, og slutter eftermiddagen med en gratis, arbejdende koncert. Alle er velkomne både til workshop og også alene til den afsluttende koncert.
13.00 Workshop    16.30 Koncert

Søndag den 15. juni kl 19.30 Enghøj Kirke

Nordisk Vokalensemble

Nordisk Vokalensemble synger deres konkurrenceprogram forud for European Choir Games, som løber af stablen i  juni. 
Ved koncerten vil koret fremføre deres store og spændende konkurrenceprogram, som udfordrer koret til det yderste.
Nordisk Vokalensemble har tidligere vundet to gulddiplomer ved Rimini International Choral Competition, og deltager desuden aktivt i udviklingen og udbredelsen af ny, nordisk kormusik. 
Organist og korleder Vibeke Bonde Persson har været dirigent for koret siden grundlæggelsen i 2019. 
Entré kr. 50,- Billetter købes ved indgangen